Vil du inspireres til en naturlig skønhed, der kommer af rene og økologiske produkter, få tips til billig eller hjemmelavet hudpleje og hvordan du lever sundt, så din hud stråler? Så læs med på Beautybloggen.

Bag Beautybloggen gemmer jeg mig – en kvinde, hvis hjerte banker for bæredygtighed og økologi og som inderligt tror på, at vi skal vælge disse produkter – for vores egen og for naturens skyld. Jeg har en fortid i skønhedsbranchen, hvor jeg har siddet med ansvaret for flere skønhedsmærker. Det gør mig måske til en mere kritisk forbruger, men lad dig ikke narre: jeg lader mig også forføre af god markedsføring, og det er der ingen skam i 🙂

Formålet med bloggen

Idéen til bloggen kom som en reaktion til de mange andre skønne skønhedsblogs derude. Jeg savnede en skønhedsblog for kvinder som mig, der gerne vil læse om skønhed og sundhed ny og næ – men som stiller krav til at produkterne skal være naturlige, økologiske og/eller bæredygtige. Jeg savnede altså en skønhedsblog med en klar grøn profil.

Det er formålet med Beautybloggen!